Profil

 Biografi ]


Det er nu over tre år siden, PerFjord.dk blev lagt på nettet. Hjemmesiden er i den periode blevet set af mange mennesker. Enkelte har formentlig været inde på siden flere gange, og måske har de læst ordene under overskriften PROFIL. Skulle der komme flere gengangere, vil de nu opdage, at ordene er forsvundne. PROFILEN er væk. Det betyder ikke, at PerFjord.dk er blevet konturløs. Det betyder kun, at PROFILEN har vendt den anden kind til, fordi billedet kan ses fra en ny side.
Men det er stadig musik og sang på dansk det handler om. Det har det gjort i over 25 år. Musik og sang med baggrund i folkemusikken, visesangen og digtekunsten. Lyriske sange, fortællende ballader, politisk satire og kritiske kommentarer. Der har været i min professionelle sangskrivning gennem alle årene. Det er ikke blevet til stor ære og berømmelse, men der har altid været en vedvarende lyst til at blive ved. De positive reaktioner fra publikum, medier, organisationer og kolleger, har ikke mindsket lysten til at skrive nye sange.
Jeg tror stadig, at mennesker kan indrette den lille og den store verden på en mere retfærdig og hensigtsmæssig måde, end det vi ser netop nu. Den tåbelige liberale, markedsreligion, der tilbedes i øjeblikket, kan umuligt været toppen af menneskehedens intelligens. Mit lille bidrag til verdens forskønnelse og eftertænksomhed er blandt andet sangene. I det hele taget, agter jeg at fortsætte med at være kunstner på alle leder og kanter. Skrive, spille, synge og male nøjagtig det, jeg har lyst til. Hvad skulle jeg ellers gøre?