| Musik |
|
|
|
Jeg har altid kaldt min musik for folkemusik. Enkel og melodiøs. Muligvis banal. Min baggrund er ikke noget særlig musisk miljø. De fleste var fiskere, håndværkere og husmænd dog med hang til harmonika og visesang. Som mange andre i min generation, faldt jeg over den udenlandske folkemusik i 60-erne. Musik fra Skotland, Irland og Amerika. I en periode spillede jeg en hel del traditionel dansk spillemandsmusik. Og selvfølgelig hørte jeg pop og rockmusik, og forsøgte også selv at spille på pigtrådshegnet. Skal jeg nu, mere en 30 år efter, nævne mine inspirationer, så vil det være en underlig blanding af salmer, viser, højskolesange, rock, country, pop, forsamlingshusmusik, blues, Dylan, gospel, jazz, Nordiske troubadurer og meget mere. På det seneste har jeg fået interesse for latinamerikansk musik, bl.a. efter rejser i Sydamerika. Der er mange ting, jeg kunne drømme om at indspille. F.eks. Blues på dansk. Dansemusik fra forsamlingshuset. Politisk satire. Lyriske sange. Mit latinprojekt. Børnesange mm. Men som jeg plejer at sige: Noget bliver til virkelighed. Det forudsætter kun en vis vedholdende stædighed, og lysten til at skrive sangene.
Kombinationen oplæsning af noveller og digte, sammen med sang og musik, ser ud til at være en god ide. Min gode ven og gennemmusikalske samarbejdspartner Erling Lund-Jensen og jeg, har lavet flere arrangementer mrf dette indhold. Desværre døde Erling i marts måned 2007 kun 50 år gammel. Et stort savn for alle, der har kendt ham ikke mindst for mig. |